1. Accepter dig selv som du er og tal pænt om dig selv
Lad ikke negative tanker og selvkritik trække din energi og dit selvværd ned. Vær tålmodig og accepterende i forhold til dig selv og lær at bruge positive vendinger om dig selv. Hver gang du oplever en negativ følelse eller begynder at handle ud fra en, skal du standse op og overveje, hvordan du kan udføre et mentalt kraftspring og vende den om. Tænkning forvandles til handlinger, og vore handlinger bliver til vores væren.
2. Sæt fokus på dine kvaliteter
Tænk over hvem du beundrer? Hvilke egenskaber er det, du beundrer hos vedkommende (du har selv de kvaliteter). Lav en liste med gode egenskaber - alt hvad du sætter pris på og ville være stolt af at besidde. Læg mærke til hvad der sker med din overbevisning, når du fokuserer på dine gode egenskaber og er optaget af, hvor god du er til de forskellige ting, du sætter pris på. Du vil automatisk begynde at tænke mere positivt om dig selv. Selvom du ikke har lyst, gør det alligevel, lysten kommer helt af sig selv.
3. Styrk troen på dig selv
Find frem til dine færdigheder, dine gaver og dine evner. Spørg dig selv, hvad beskæftiger jeg mig med, når jeg mister fornemmelsen for tid og sted? Tænk tilbage på de ting, du kunne lide at gøre og var god til, da du var barn. Hvilke aktiviteter giver dig den form for glæde, at du mister tidsfornemmelsen? Hvilken færdighed eller evne kræver denne aktivitet? Lav en liste med dem alle. Styrk dine evner og troen på dig selv ved at bruge tid til disse ting. Samtidig er dette tankernes fristed, og det vil give dig større livsglæde, mere kraft og mere energi hver dag.
4. Sig fra
Kun hvis du har respekt for dig selv, vil andre respektere dig. Sig fra, hvis du føler, nogen nedgør dig eller taler respektløst til dig. Du vil føle en glæde og få et power boost hver gang, du sætter grænser for dig selv. Hvis ikke du gør det, vil du gradvis tage de negative udtagelser til dig og som små dryp på en sten, vil det til sidst udhule dig.
5. Find en ny leveregel
Hvis du går med en masse negative udsagn om dig selv, som er gået hen og blevet dine leveregler (f.eks. "jeg er svag"), så find en ny leveregel (f.eks. "jeg er stærk") og find et dagligt bevis på, at det er rigtigt.
6. Tro på det
Det at tænke konstruktivt er ikke bare at finde på noget positivt at sige om dig selv. Arbejdet består i at tro på det og øge din tro på det. Det vil sige hele tiden kigge efter beviser på, at det er sandt. De beviser finder du i din egen handling, i dine tanker og i den måde du forholder dig til andre mennesker på.
7. Afsæt tid til dine bekymringer
Bekymringer må have opmærksomhed straks. Afsæt bekymrings-tidsintervaller. Giv dine bekymringer fuld opmærksomhed i 15-20 min - maksimér dem uden trøst fra andre. Udskyd dine negative tanker til den afsatte tid. Skriv evt. dine tanker ned på en liste, så du ikke glemmer dem. Efter du har givet dine bekymringer opmærksomhed, er det en god idé at gøre noget socialt eller fysisk.
8. Mediter
Sæt dig et stille og trygt sted. Træk vejret dyb gennem næsen, helt ned i det nederste af maven og ånd ud gennem munden. Hold fokus på din vejrtrækning. Det gælder dybest set om at tømme hovedet for tanker. Meditation giver indsigt, fred og lykke. Du træder ud af dagligdagens tungsind og ind i en tilstand af frihed og nærvær. Det vil give dig en følelse af at være vendt hjem - hjem til sig selv og den man i virkeligheden er.